Kirkerne

Allested kirke

Allested kirke er opført omkring år 1200, og er bygget af munkesten i romersk stil. Cirka 100 år senere byggedes koret i gotisk stil til. Denne konstruktion holdt desværre, grundet sjusket håndværk, ikke længe, og formenligt styrtede hvælvingen sammen i år 1417. Man byggede en ny, og støttede den med bredere pilastre. Ca. år 1500 kom først tårn og dernæst våbenhuset til.
Udvendigt har kirken ikke ændret udseende siden. Indvendigt er der sket mange forandringer.
Da Chr. 3 ́ udsendte sin bibel i 1550, den første danske bibeloversættelse i Danmark, anskaffede Allested Kirke bænke. Den ældste tegning der findes af kirken er fra 1589, og er tegnet af den ihærdige Odensebisp, mester Jacob Madsen. Omkring indgangen til det 19. århundrede blev kirken, som ellers havde tilhørt Vejlegård, købt af Søby-Søgård. I 1910 overgik kirken til selveje, og endelig i 1958, efter krigens efterveer, kom kirken under en hovedistandsættelse, hvor man har ført koret tilbage til stilen fra ca. 1300. Her har man også givet kirkens rum lys og luft, ved at skifte bænke ud med stole og fjernet en gammel og tung altertavle, hvis billede nu hænger bagest i kirken til højre for orgelet. I koret er nu igen vinduer med glasmosaik tegnet af Gustav Hjortlund, som også har udsmykket loftet og prædikestolen.

For mere information omkring Allested sogn se her.

Vejle kirke

Den ældste del af kirken er bygget af munkesten og stilarten er tidlig gotisk. Den oprindelige kirke var en lille rød kirke med stråtag, senest år 1250. Måske i år 1357 blev skibet udvidet med marksten og afsluttet med noget der skulle minde om et tårn, men som kun er en smuk gavl med kamtakker. Stilarten er sengotisk. Godt 100 år senere blev et rigtigt tårn af kampsten bygget på, dog ikke særligt højt. Klokken blev ikke hægt op inde i tårnet, men i en stor åben glug mod nord, da den ellers ikke kunne høres på Vejlegård. Man flyttede døren til nord, og her er menigheden gået ind siden. Omkring 1500-tallet var kirken færdigbygget. Den havde indtil da været sognets bygning men overgik til tronen, som så solgte den ud. I 1555 blev det beordret at Vejle kirke skulle rives ned, men borgerne gik i forbøn og Vejle kirke fik lov til at blive stående. Tårnet som det kendes i dag blev antageligt bygget i 1600-tallet. Af danske Atlas fremgår det, at Vejle sogn oprindeligt var hovedsogn med Allested som anneks, men som pastor Polk nævner i sit hæfte om kirken, må det være usandsynligt, da Vejle aldrig selv har haft en præstegård eller degnebolig. Derimod var Vejle sogn annekssogn til Sdr. Broby, men henlagdes formodentligt i 1584 til Allested. Kirken har været knyttet til Vejlegård, også i det halve århundrede efter, at Vejlegård ophørte som herregård i 1799. Kirken vedblev at være under de efterfølgende skiftede ejere. Kirken overgik til selveje i 1911. Kirken blev hoved istandsat i 1962, og som i Allested blev en gammel mørk altertale fjernet fra koret, så det kom til at fremstå mere åbent og lyst, og lettere bænke sat ind. Gustav Hjortlund har lavet mosaikvindue og arkitekt Ebbe Lehn Petersen det lille kors over alteret.

For mere information omkring Vejle sogn se her.

Kontakt til menighedsrådsformanden kan ske her.

Dit navn (skal udfyldes)

Din e-mail (skal udfyldes)

Emne

Din besked

captcha

Indtast tegnene ovenfor i boksen nedenunder